Digt af Peter Johnson – 2026

Ferien begynder for mange ved kanten af en pool, hvor solen spejler sig i vandets stille overflade, og fødderne for første gang i lang tid får lov til at hvile på et underlag, der er varmt af sommerens lys. Vandet selv bliver konferencier for eftermiddagen, det annoncerer ro, det inviterer til stilhed, og det lokker selv de mest rastløse sind til at sænke farten.

At ligge ved en pool er en øvelse i at gøre ingenting med god samvittighed. Solen varmer huden, mens en let brise fra havet blander sig med lyden af børn, der plasker i det lave vand. Her findes en stille ordstyrer i form af varmen selv, den bestemmer, hvornår det er tid til skygge, og hvornår kroppen igen tåler solens fulde styrke.

Ferielivet har sin egen rytme, langt langsommere end hverdagens, og selv klokken synes at blive en mildere ordstyrer for dagens gang. Morgenmaden bliver spist uden hastværk, avisen læses side for side, og eftermiddagen forsvinder i en dvale af varme og lav aktivitet. Underlaget under de bare fødder bliver en påmindelse om, at selv de mindste detaljer kan gøre en forskel for, hvor godt man slapper af, hvor blødt hvert skridt føles mod den varme flisegulv.

En god vært for et feriehus sørger for, at gæsterne føler sig hjemme fra første øjeblik, at håndklæderne ligger klar, og at poolen skinner i morgensolen, som om den har ventet netop på denne dags gæster. Gæstfrihed på destinationen er ofte det, der gør en almindelig ferie til en uforglemmelig oplevelse.

Vandets egen konferencier fortsætter hele dagen. Om formiddagen er det stille og klart, en spejlflade for skyerne. Om eftermiddagen bliver det til leg og latter, mens børnene springer i fra kanten. Om aftenen bliver poolen mørk og rolig igen, oplyst kun af undervandslys, der får overfladen til at ligne stjernehimmel vendt på hovedet.

Naturen fungerer også som ordstyrer for feriedagene. Skyer, der samler sig i det fjerne, bestemmer, om aftenens grillfest må flyttes indenfor. Vinden bestemmer, hvor behageligt det er at ligge ved poolkanten, og lyset bestemmer, hvornår familien samles til aftensmad, mens himlen langsomt skifter fra blå til orange.

Aftenerne ved poolen har deres egen stemning, når himlen skifter fra blå til rosa og til sidst dybt orange, mens de sidste badende tager en afkølende dukkert, før solen forsvinder helt bag horisonten. Cikadernes sang blander sig med lyden af isterninger, der klirrer i glas, og samtalerne bliver langsommere, mere eftertænksomme end om formiddagen.

Børnene sover ofte tungere efter en dag ved vandet, trætte af sol, leg og den særlige form for afslapning, kun ferier kan give. Forældrene bruger disse stille aftentimer til selv at trække vejret dybt, mærke fødderne mod de stadig lune fliser, og minde hinanden om, hvorfor de valgte netop dette sted til årets ferie.

En rejsedagbog fyldes langsomt med små observationer, en bemærkning om morgenmadens friske frugt, en note om en fremmed fugls sang eller en skitse af poolens form set fra altanen. Disse fragmenter bliver med tiden mere værdifulde end de store fotografier, fordi de rummer detaljer, hukommelsen ellers ville have ladet glide bort.

Vandets lyd bliver ofte det, rejsende savner mest, når de igen er hjemme og hverdagens larm overtager. Den bløde plasken mod poolens kant, ganske forskellig fra havets brølende bølger, får en særlig plads i erindringen, en lille lomme af ro, man kan vende tilbage til blot ved at lukke øjnene og trække vejret dybt.

Når ferien nærmer sig sin ende, er det ofte de enkle øjeblikke, der huskes bedst. Ikke de store udflugter, men eftermiddagene ved poolens kant, hvor konferencier for stunden var vandet selv, og programmet var intet andet end sol, ro og hinandens selskab.